Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Om Villa Bohème

Velkommen til Villa Bohème 

Vi er en integreret daginstitution med 80 børn fordelt på 3 vuggestuegrupper og 2 børnehavegrupper. Vi flyttede ind i vores hus på Bøhmensgade 10 tæt på Amagerbro St. i august 2012.  Vores hus er indrettet med udgangspunkt i teori om rum og læring, så vi har skabt de bedste rammer for børnene og deres udvikling. Vi er en sko- og mobilfri institution, som vægter at I forældre er tilstede, når I aflevere og henter. 

Der er garderobe på hver etage og vinduer på alle stuer, som giver et godt lysindfald. Alle vuggestuegrupper har et bevægelsesrum på deres stue, og børnehaven har et fællesrum, som kan benyttes til forskellige temaer, lege og pædagogiske aktiviteter. 

Vi er så heldige at have to legepladser - en på taget, som primært er henvendt til vuggestuen, og en i stueplan, som er en delt legeplads for vuggestuen og børnehaven, dog med mulighed for at afgrænse et område til vuggestuen. Vores legepladser er indrettet med overskuelige zoner, som byder op til forskellige lege. Her har vi blandt andet klatrestativer, legehus, sandkasser, rutsjebaner og cykler til børnehavebørnene – alt sammen tilpasset børnenes alder og med plads til motorisk udvikling.

Fokus på børnenes interesser 

Hos os tager hverdagen altid udgangspunkt i børnene. Når vi leger, laver aktiviteter eller går på tur, tager vi altid udgangspunkt i det, børnene viser os, at de er nysgerrige på. 

Vi arbejder i mindre grupper over hele af dagen. Det gælder både i de daglige rutiner som når vi spiser måltider, når vi tager tøj på, og i leg og aktiviteter. De små grupper giver bedre mulighed for ro, nærvær og fordybelse. Sammensætningen af grupperne tager udgangspunkt i børnenes aktuelle interesser, udviklingsniveau og behov. Vi er optagede af at følge børnenes spor og være opmærksomme på, hvad de viser os gennem deres leg, relationer og initiativer. De voksne kobler sig aktivt på børnenes leg og understøtter den, samtidig med at det pædagogiske personale planlægger aktiviteter med afsæt i børnenes interesser. 

Vi lægger stor vægt på, at børnene deltager aktivt i hverdagen i det omfang, de har lyst og mod på det. Derfor inddrager vi dem i de daglige rutiner for eksempel ved, at de selv kravler op og ned ad taburetterne, henter bleer og klude og generelt øver sig i at blive mere selvhjulpne.  

Vi går meget op i legen og arbejder derfor med tydelige legezoner og læringsmiljøer, hvor børnene nemt kan fordele sig i mindre grupper. Vi inddeler og ændrer legezonerne alt efter børnenes interesser – det kan for eksempel være til en hundesalon, en brillebutik eller byggelege med Lego.